Fredag d. 23. Aug kl. 15:00

Børnetræf 23.august


Luthersk Missions Børneklub starter op igen efter sommerferien, og det sker med et Lego Byggeevent fredag den 23. august 2019, hvor vi fylder en masse Lego ind i missionshuset for sammen at bygge en kæmpe by – se annonce andetsteds i Ugeavisen.
Byggeeventet er, ligesom Børneklubben, for børn i alderen 4-9 år, men mor, far eller større søskende, der godt kan lide at bygge med Lego, er velkommen til at blive og være med til at bygge sammen.
Resultatet af byggeriet kan ses i forbindelse med Late Night samme aften, hvor missionshuset slår dørene op kl. 19.00- 21.30, så alle interesserede kan kigge forbi, og se både hvad Børneklubben laver, men også hvad der eller sker af aktiviteter i huset… eller bare se husets indretning og faciliteter. Børneklubben, der holder til i missionshuset på Østerbro 20 i Ølgod, har eksisteret i mange år, og hver fredag eftermiddag mødes en håndfuld ledere med 15-20 børn for at lege, synge, høre bibelfortælling og hygge sammen omkring mange forskellige aktiviteter.
Børneklubben er den moderne udgave af det, der i sidste årtusinde hed Søndagsskole. Formålet er stadig det samme, nemlig at hjælpe forældrene med dåbsoplæringen, og dermed i trygge og hyggelige rammer at give børnene et godt indblik i den kristne tro og de kristne værdier, primært gennem leg, sang og fortællinger fra bibelen.